1999 var passagen et uforglemmeligt syn. Den skabte panik i feltet, flere ryttere havde vanskeligheder. Nogle blev sat kraftigt tilbage. Blandt dem en af de store favoritter, Alex Zülle, som blev bombet ud af løbet den dag. Inden det var kommet rigtigt i gang. Passage du Gois var en hård dommer.

I år vender Touren tilbage til fænomenet. Igen skal vi se rytterne køre på vandet. Christian Prudhomme har udtalt, at han glæder sig til synet af Tour-feltet på den uforlignelige vej.

Men denne gang skal der ikke køres rigtigt cykelløb på Passage du Gois. Den mystiske vej benyttes som en slags neutraliseret startparade, før løbet gives frit. Den vil kun få symbolsk betydning.

Jeg tolker symbolet som et løfte om, at Tour de France mere end nogensinde er indstillet på at kaste sine deltagere ud i geografiens omskiftende udfordringer.

Der er, når man ser hen over alle tre store europæiske etapeløb i år, udpræget en tendens til, at de skal gøres hårdere, vildere, mere spektakulære.

I år har Touren etapeafslutninger i legendariske bjergpas som Le Galibier. Og er i det hele taget spækket med vanskelige bjergetaper. Cykelsporten kan godt lide store mystiske handlinger. Mænd i kamp med elementerne. Vand, bjerg, sol.

Det er også en meningsfuld understregning af, at Touren og Vendée-regionen er gode venner. Måske fordi Vendée er en slags eventyrland i Frankrig. Etapen fører gennem Vendées berømte marsklandskaber, hvor vi vil se kanaler med både og drømme om østers, og frem til de bakker, der har spillet så stor en rolle i regionens dramatiske historie. Første etape slutter på den skarpe, men korte stigning Mont Alouettes.

Det kan måske være et terræn for Jakob Fuglsang, som vil få frit spil på slutningen af etapen. Som tidligere dygtig cyclocross-rytter og skarp på stigninger vil etapen både med vand og bakke være en mulighed for ham